Kvinder og stress: Derfor kan din cyklus være en nøgle til mindre stress

Kvinder og stress

I denne artikel kan du blive klogere på, hvordan du opnår mere energi og mindsker stress, ved at leve (mere) i overensstemmelse med din cyklus.

Denne artikel handler især om kvinder og stress. Er du mand, er du hjertelig velkommen til at læse med og måske blive endnu klogere på de kvinder du har omkring dig.

 

Kvinder og stress – kender du denne vane?

Har du en vane, der får dig til at overforbruge af din energi? Eller en vane med at planlægge din tid som om du har mere energi end du reelt har til rådighed? Man kunne også kalde vanen at være energi-optimist. Og som med alle andre vaner, skal de bevidstgøres for, at du kan begynde at ændre dem.

Hvis du er på vej ud af stress, vil denne vane muligvis komme i spil når du mærker, at det begynder at gå fremad. Den første impuls de fleste stressramte har når de mærker de første tegn på overskud, er, at skrue op for aktivitetsniveauet. Og typisk skruer du mere op for blusset end du egentlig har kræfter til. Ofte vil der komme en ‘regning’ efterfølgende, hvor dine stress symptomer blusser op igen. Og måske føles det endda som et mindre tilbagefald.

For nogle stressramte er det lige præcis denne vane med at overforbruge af energien, der er årsagen til, at du overhovedet er blevet stresset.

Umiddelbart kunne man tænke, at det ‘bare’ handler om at blive bedre til at lytte til de signaler din krop giver dig. Og det er egentligt også rigtigt.

Men for at forstå, hvorfor det er så svært for så mange af os at lytte til kroppen, kan det give mening at kigge lidt nærmere på vores kultur. For det er ikke bare en individuel vane, det her med at overhøre kroppens signaler. Det er ligeså meget noget, der ligger dybt indkodet vores kultur.

De fleste af os er opflasket til at planlægge vores tid, før vi tager højde for, hvordan vi har det. Før vi mærker, hvor meget energi vi reelt har til rådighed. Og så planlægge udfra det.

 

Kvinder og stress: Lever du lineært eller cyklisk?

Når vi lever lineært har vi en tendens til – ofte helt ubevidst – at forvente, at vi bør have den samme energi til rådighed hver eneste time, hver eneste dag. På et dybere, ubevidst plan, er de fleste af os præget af at leve i en kultur, der i høj grad hylder præstation og resultater. Og som på mange måder er defineret af en lineær tankegang.

Så hvis du har tendens til at leve lineært som kvinde, handler det altså ikke bare om, at du har en dårlig vane.

Problemet er, at vores energi ikke er lineær. Den er cyklisk. Altså den går op og ned i løbet af et døgn, i løbet af en uge og en måned. Og for de fleste af os også i løbet af året afhængig af årstiderne. Oveni kroppens naturlige energisvingninger, bliver vi i perioder ramt af livet, der tærer på vores energi-ressourcer. Og i takt med, at vi bliver ældre, mindskes vores naturlige energi-reserver også.

Som kvinde giver din menstruationscyklus dig helt naturligt svingninger i din energi alt afhængig i af, hvor du er i din cyklus. F.eks. oplever de fleste kvinder i større eller mindre grad udmattelse, træthed og lav energi i forbindelse med deres menstruation. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert i. Det er kun problematisk når vi tvinger os selv til at tage os sammen, trods udmattelse.

 

Kvinder og stress: Lyt til din krops skiftende rytmer

Hvis du synes det er svært at leve cyklisk i et samfund, der primært er indrettet lineært, så vid at, al forandring starter indefra dig selv. Altså med at du bliver mere og mere bevidst om, hvad der er din krops behov. Og at du begynder at tage flere og flere valg i overensstemmelse med det.

Derfor kunne første skridt på vejen til mere energi være at stille dig selv dette spørgsmål:

Hvad sker der, når jeg – i den udstrækning det er muligt – giver min krops behov lov til at styre mine valg?

Hvad sker der med mit energi-niveau?

Hvad sker der med mit humør?

Hvad sker der med min nattesøvn?

Et andet spørgsmål du kan stille dig selv for at komme nærmere en stressfri krop, er:

Hvis min krop får lov at bestemme i den her situation, hvad vælger jeg så at gøre/ikke gøre?

Vi har alle opgaver, der bare skal gøres. Der er kompromiser, der skal indgås. Og der er behov, der skal udsættes.

Men jeg ved, at der også er valg du har indflydelse på.

Og jeg ved at du dagligt tager masser af valg (og fravalg).

Valg der enten leder dig nærmere eller længere væk fra en stressfri krop.

Det der er sværest er at blive BEVIDST om at du står i valgsituation, før du tager et valg eller fravalg. Altså at få skruet ned for tempoet og tænkt dig om en ekstra gang før du planlægger din tid.

 

Kvinder og stress: Sådan bruger du din cyklus til at mindske stress

Hvis du er kvinde og stadig har din menstruation og ikke tager kunstige hormoner, kan du også bruge de fire forskellige faser i din menstruationscyklus som et pejlemærke. Her vil du højst sandsynligt kunne se, at din energi svinger alt afhængig af, hvor du er i din månedlige cyklus. Typisk vil din energi være lav i ugen op til menstruation, lavest når du har menstruation, stige igen i ugen efter din menstruation og være på sit højeste omkring din ægløsning.

Start med at indsamle mere erfaring om:

  • Hvordan dit døgn typisk ser ud energimæssigt?
  • Hvordan din uge typisk ser ud energimæssigt?
  • Hvordan din måned typisk ser ud energimæssigt?

Begynd at vende din planlægning om, så du planlægger din tid udfra den erfaring du har omkring din energis svingninger.

Jo mere du respekterer din krops energi, og giver dig selv plads til ekstra hvile og restitution i de perioder, hvor du ved at energien er lav. Jo mere energi vil du gradvist akkumulere. Og jo mere vil du komme ind i en positiv spiral med at afstresse din krop. Fremfor at stresse den.

De fleste af os lever omvendt. Som tidligere nævnt, er de fleste af os vant til at planlægge vores tid først, og så må krop og energi lige som følge trop.

Jeg ved godt, at du ikke har indflydelse på alt, hvad du skal. Og som udgangspunkt kan man sige, at jo mindre indflydelse du har, jo sværere er det at forebygge og reducere stress.

Ringe indflydelse på planlægningen af din tid er en massiv stress-faktor.

Men alle de steder, hvor du har indflydelse på planlægningen af din tid, er DIT ansvar. Så brug din indflydelse alle de steder, hvor det er muligt.

 

Kvinder og stress: Føles batterierne helt flade?

Hvis din energi føles meget lav. Og hvis du oplever, at lige meget hvor meget du hviler og sover, så har du svært ved at få din energi tilbage. Kan det være tegn på udbrændthed. Læs meget mere om udbrændthed, her >>>

 

 

Gør som 5.000 andre

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få et minikursus, der lærer dig at komme godt (og hurtigst) igennem stress. Afmeld dig igen med et enkelt klik.