Når hovedet vil mere end kroppen

Stress-symptomer, og kroppens grænserEn af mine store udfordringer er at lytte til min krop, give mig tid til at restituere og ikke at overforbruge af min energi. I mange år knoklede jeg på med at uddanne mig, arbejde og siden hen starte min egen forretning. Jeg er en arbejdshest, kombineret med en stærk vilje og en historik med at være virkelig god til at tage mig sammen og presse mig selv.

Det er ret smart i perioder når der skal præsteres eller overleves. Men temmelig slidsomt når det bliver et mange-årigt og dagligt mønster.

Virkelig slidsomt…

I dag betaler jeg en pris. Min krop har ikke så lang en line længere, og der er som regel kontant afregning i form af dårlig søvn, muskelspændinger, kort lunte og manglende overblik når jeg overhører mine egne grænser for hvornår min krop er træt og skal have en pause.

Og selv om jeg er blevet (lidt) bedre til at lytte, så er den gamle trang til at lukke ned for min krop og bare knokle på der stadig.

Når jeg har klienter der er ramt af stress, kan jeg i den grad sætte mig ind i, hvor svært det kan være at se sine tids- og energimæssige begrænsninger i øjnene. Og hvor bøvlet det kan være at forandre indgroede vaner.

For selv om der kan være mange forskellige forklaringer – både arbejdsmæssige, private og følelsesmæssige – på hvorfor et mennesker får stress, så handler det, DYBEST SET, om at have overhørt kroppens signaler i en længere periode.

Jeg bruger ofte en model med flere cirkler. Den yderste cirkel illustrerer når du er rask, har overskud og adgang til de ressourcer du normalt har. Den inderste hvide cirkel er symbolet på at være alvorligt stressramt med en oplevelse af at have langt mindre ressourcer og overskud end du kender fra før din sygemelding.

Stresshåndtering og stresstærskel

De mindre cirkler uden om den inderste cirkel symboliserer når du begynder at mærke de første små skridt i den rigtige retning. F.eks. at have flere gode nætter end dårlige eller mærke mindre uro i kroppen.

For at fremme din bedring og forebygge stress fremadrettet, er kunsten altså, helt bevidst og dagligt, at øve dig i at kun at bruge de ressourcer du reelt har i øjeblikket. Og hvor meget eller hvor lidt det er, det ved kun din krop.

Dit hoved, altså dine gamle vaner eller din dårlige samvittighed over for familien eller kollegerne, kan, hvis du ikke er opmærksom på det, nemt drive dig ud i den yderste cirkel og dermed ud i at bruge flere kræfter end du har til rådighed i øjeblikket.

Hvis du finder det svært at lytte til kroppen, kan du bruge en “energi-pessimistisk” tilgang og beslutte dig for hellere at gøre lidt for lidt, end lidt for meget. Jo bedre du er til kun at bruge den energi og de kræfter du reelt har, og ikke overskride dine egne grænser, jo hurtigere vil du få det bedre. Og der gælder naturligvis også det modsatte, at jo mere du presser dig selv og overforbruger af dine ressourcer, jo mere vil du udsætte og forlænge din bedringsproces.

Hvis du fandt denne artikel interessant, vil du muligvis også kunne finde brugbar viden i disse artikler:

På arbejde igen efter en stress sygemelding.

Hvorfor tager det så lang tid at komme sig efter stress?

Bygger du højhuse af dine tanker?

kommentarer

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.