Hvordan snakker jeg med mit barn om, at jeg har stress?

snakke om stress med børnHvordan snakker jeg med mit barn om, at jeg har stress?

Af familiepsykolog Heidi Agerkvist

35.000 danskere er hver dag sygemeldt med stress. Mange af dem har børn. Er du én af dem, har du måske også været lidt i tvivl om, hvordan du skal snakke med dit barn om, hvad der er på spil for dig lige nu. Kan man sige for lidt? Kan man sige for meget? Og kan man sige noget forkert?

Du er ikke ene om at være i tvivl. Som familiepsykolog møder jeg ofte forældre, der synes det er en svær opgave at formidle den slags information til børn, og som derfor får lyst til slet ikke at sige noget. At lade som ingenting.

Det kan jeg ikke anbefale. Det gamle ordssprog ”Hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af”, passer simpelthen ikke. Børn mærker meget mere, end vi går og tror, og hvis de mærker noget, de ikke kan få til at passe, eller som bliver holdt hemmeligt eller snakket udenom, så får de ondt af det.

Så lad os aflive den myte, og lad os i samme ombæring tage én mere med. Nemlig ideen om at det er dig og dig alene, som er påvirket af din stress. Det er det ikke. En familie er et tæt system, hvor alle parter er viklet grundigt ind i hinanden, så når én part mærker forandring, mærker de øvrige familiemedlemmer også forandring.

Derfor kan du ligeså godt gå ud fra, at dine børn allerede har mærket din stress – også selvom du synes, at du er gået stille med dørene omkring den.

Børn er loyale

Fordi børn er så afhængige af deres vigtige omsorgspersoner, vil de begynde at lede efter en måde at forstå ændringen i den/de voksnes adfærd på, hvis de ikke får adgang til en forklaring. Og fordi børn er så loyale vil de lynhurtigt lade pilen pege på dem selv.

”Gad vide om mor er så træt, fordi jeg er et meget anstrengende barn”.

”Hvorfor ligger hun hele tiden inde i sengen? Er det fordi det jeg er dum at være sammen med”?

”Blev hun så ked af det lige før, fordi jeg ikke ville rydde op på mit værelse i går”?

Jeg må prøve at opføre mig endnu bedre, så hun ikke skal have det så svært”.

Et barn der ikke har fået en god og brugbar forklaring på hvad der sker, vil selv begynde at stykke en sammen. Og den forklaring vil typisk placere en del skyld på barnet selv.

Barnet tager altså ansvar for at finde en forklaring, der giver mening for det, hvis du ikke gør.

Så hvis du har holdt lidt igen med at tale med dit barn om det der er svært, så kan du måske hente lidt motivation til at kaste dig ud i det alligevel.

Hvordan snakker  jeg om stress med mit barnHvad kan jeg sige til mit barn om stress?

Og hvor starter man så?

Der er flere ting, du kan være opmærksom på for at gøre det nemmest muligt for både sig selv og dit barn. Dem får du her:

1) Giv en ramme at forstå det i.

Mange forældre prøver at slå det hen, for ikke at gøre for meget ud af det, eller for at beskytte barnet fra at skulle tænke for meget på det. Men at få en halv forklaring hjælper ikke. Tværtimod kan det bidrage til mere uro og søgen efter at forstå hos barnet, hvis det får en ufærdig forklaring, der levner plads til at tolke eller selv udfylde de huller der er.

Giv dit barn en ramme at forstå situationen i. Det betyder, at du skal sige det som det er. At give en ramme for forståelse betyder kort sagt at fortælle barnet, hvorfor tingene ser ud som de gør, og dermed fjerne muligheden for at barnet kan tage skylden på sig.

Hvis mor er ramt af stress, så sig det, og sig ikke bare at mor er syg. I børnehøjde betyder det at være syg at have feber eller være forkølet, og det er jo noget andet der er på på spil her. Så hvis du siger at mor er syg, mangler barnet forklaring på, hvorfor hun så ikke hoster og hvorfor hun ikke nødvendigvis ligger i sengen. På samme måde bliver det svært at forstå at mor er syg i (måske) markant længere tid end en standardforkølelse tager. Og endelig kan barnet blive bange for selv at blive ”almindeligt” syg – for det kan åbenbart være alvorligt og tage lang tid…

2) Sæt billeder på dine ord.

Så sig lige ud til barnet, at her er noget andet på spil. Fortæl at det hedder stress, og forklar barnet hvad det betyder. Det afhænger af barnets alder hvilken forklaring der giver mening for det.

Det kan være en god ide at sætte nogle billeder på, som barnet kan relatere til. Fx at mor har haft så travlt på arbejdet at det føles som om hendes hjerne er punkteret, og at hun derfor ikke kan overskue så mange ting samtidig.

I kan evt visualisere det for Hvordan snakker jeg med mit barn om stressbarnet, ved fx at hælde en masse bolde eller perler eller noget tilsvarende op i en stor skål og så sige at før kunne mor sagtens holde styr på alt det her på én gang.  Derefter lægger I alle boldene på en lange række på gulvet og siger, at nu kan mor tage en ting ad gangen, og hun kan først tage den næste bold i rækken, når hun er færdig med den hun har i hånden.

Din opgave er altså at være åben og ærlig om den situation i som familie står i, og give jeres barn/børn en ramme at forstå det i, som tager højde for deres alder.

3) Validér barnets oplevelse og følelser.

Et andet vigtigt element her er at validere barnets oplevelse og følelser. Og hvad betyder det så. Det betyder, at du som forælder siger ”Det er rigtigt nok hvad du mærker og oplever” til dit barn.

Børn mærker som sagt mere, end vi tror. Også helt små børn. Det kan vi komme til at bilde os selv ind at de ikke gør, fordi de ikke på samme måde som større børn har det verbale sprog til rådighed, og derfor ikke kan stille os så mange spørgsmål, eller på anden måde via ord give udtryk for hvordan deres verden ser ud. Det kan vi fejlagtigt tolke som at de ikke har lagt mærke til noget.

Det kan du være helt sikker på at de har.

Så når dit barn kommer også spørger, hvad det er med mor, eller hvorfor du er ked af det, så lad være med at afvise barnet. Det kan man få lyst til – både for at beskytte sig selv fra at mærke sin egen afmagt eller sorg, men også fordi man ønsker at beskytte barnet fra at mærke livets mere tunge sider. Men det eneste du får ud af at svare ”Nej nej, jeg har det fint”, når dit barn spørger ”Er du ked af det far (eller mor)?” er at du efterlader dit barn med et mismatch mellem det, du siger og det barnet selv mærker. Med andre ord fortæller du dit barn, at det ikke kan stole på sine egne sansninger og oplevelser. Det giver bøvl på sigt at have lært at være mistroisk over for sine egne signaler og følelser.

Så træk vejret og sig det, som det er: ”Ja, jeg er lige lidt ked af det, fordi jeg synes det er synd for mor at hun skal have det så svært lige nu. Jeg synes bare hun skal have det godt”.

Det giver barnet tryghed, at du er tydelige og autentisk. Måske bliver barnet også lidt ked af det lige der. Måske trøster det dig. Måske snakker i bare lidt om det. Uanset er barnet blevet bekræftet i, at det kan stole på hvad det mærker, og at du som dets vigtige omsorgsperson er tilgængelig for det i en svær situation.

Hvordan snakker jeg med mit barn om stressMen er det ikke for meget for mit barn at forholde sig til?

Det skal selvfølgelig ikke blive dit barns ansvar at trøste dig, og hvis du kan mærke, at du er så påvirket af situationen, at du bryder sammen, hvis du tillader dig selv at gå ind i det, så skal du ikke gøre det lige der. Så skal du hurtigst muligt tale med nogle andre voksne om, hvordan du har det.

Men en lille tåre eller to skader ikke dit barn. Tværtimod viser du dit barn lidt mere om, hvordan det er at være menneske. Nogen gange er man glad, og nogen gange er man ked af det. Og nogen gange er man begge dele.

Det er gavnlig viden og erfaring at have med sig. Ligesom det er godt at vide at alting bevæger sig og at ingenting er statisk. Er man ked af det, går det over på et tidspunkt. Så sig også det til dit barn. ”Jeg er ked af det lige nu. Og jeg skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig.”

Hvor meget skal jeg sige om stress?

Hvordan ved man hvor meget man skal sige? Og hvornår?

Det er det store spørgsmål for mange forældre. Ofte har vi lyst til at sige en hel masse på én gang, når vi først kommer i gang. Og så kan det godt blive for meget for børnene.

Det enkleste (og sundeste) er at lade børnene vise vejen. Giv dem en ramme at forstå situationen i til en start, og lad dem så vise dig vejen derfra. Svar på det de spørger om, når de spørger, og vent så med det næste stykke information.

Børn spørger som hovedregel om det, de er klar til at høre, og når de har fået svar på det, er de tilfredse. Derfor kan du godt opleve, at dit barn spørger om noget, du synes er et stort spørgsmål, og så smutter igen inden du er færdig med at svare og forklare.

Fx ”Dør mor af det?” Spørgsmål om døden skaber angst hos os voksne, mens de for børn er meget mere lige-ud-ad-landevejen og faktaorienterede. Så når du har sagt ”Nej, det gør hun ikke. Man kan ikke dø af stress”, så er dit barn måske allerede løbet igen, eller skifter emne og spørger om det må få en mad. Og så står du der og har lyst til at forklare en hel masse mere om detaljer, og statistikker og sandsynligheder, men dit barn er løbet. For det har fået svar på det, det spurgte om.

Forskellige behov

Hvis du kan mærke at du får lidt for meget lyst til at fortælle meget og mange detaljer til dit barn, så vil jeg anbefale dig at finde nogle andre voksne at tale med. For du og dit barn har forskellige behov – bl.a. fordi I kan reflektere på helt forskellige niveauer.

Derfor kan du komme til at give dit barn en masse information, som det ikke kan processere og derfor ikke helt ved, hvad det skal stille op med. Og du kan stå tilbage med et uopfyldt behov for at vende dine mange tanker og følelser.

Når du skelner mellem dit eget og barnets behov, bliver det også muligt for dig at imødekomme dem hver især på den måde og det niveau der er brug for.

Hvad kan vi gøre?

Det kan være rart at få lov at gøre noget midt i det der ellers kan føles svært, så giv gerne dit barn den mulighed. Du kan fx opfordre det til at lave en tegning til mor, eller bage en lækker kage som I kan hygge jer med, når mor er færdig med sin lur.

Det bliver nemmere at være i noget svært, hvis man kan få lov til at have det som man har det, ikke skal gå alene med noget og ikke skal bruge krudt på at blive i tvivl om, om man kan stole på det man oplever.

Det gælder både for børn og for voksne.

Psykolog Heidi AgerkvistBedste hilsner

Heidi

 

 

kommentarer

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.